Om mig

I 1951 kom jeg til verden i Hjørring, som rosinen i pølse-enden efter mine to dejlige storesøstre.
Da jeg var 5 år, døde vores mor af kræft, så det blev nogle svære år fremover. Far skulle passe sit arbejde, så vi fik en flink hushjælp, og det gik ganske udmærket.
Jeg startede i skolen da jeg var 7 år. Far blev gift igen og jeg fik en ny sød mor.
Fra jeg var 11 til jeg blev 15 år, havde jeg forskellige jobs som bydreng efter skoletid.
Jeg tjente ca. kr. 35,- om ugen, det var skam mange penge dengang.

Spirende musik interesse
Da jeg var 10 år, fik jeg i julegave en flot 2 raders knapharmonika. Den var jeg rigtig glad for, og jeg lærte at spille lidt efter gehør. Da jeg blev konfirmeret, købte jeg en rejsegrammofon, og den allerførste single plade jeg ejede, var med The Beatles. “Rock and roll music” på A-siden, og på B-siden ”Eight Days a Week”.
Da jeg var først i tyverne, købte jeg et gammelt brugt orgel, og som årene gik,
fik jeg nyere modeller. I dag har jeg et Yamaha keyboard. Det er jo helt utroligt hvad det kan give tilbage, bare man kan nogle akkorder, men jeg spiller kun til husbehov.

Fra folkeskolen til isenkram
Jeg gik ud af 9. klasse i 1967, og kom samme år, som 15-årig, i lære som isenkræmmer i Hjørring. Efter 3 års læretid var jeg udlært i værktøj og porcelæn. Jeg fortsatte efter endt læretid samme sted, og det blev til 31 år i alt, kun afbrudt af et år som soldat ved flyvevåbnet. I alle disse år solgte jeg værktøj og samtidig bestyrede jeg vores havecenter.
Jeg var også butikkens dekoratør, og jeg lavede alle annoncer, udsalgsaviser osv. Det var et dejligt alsidigt job.

Jeg blev gift i 1974 med Merete og vi fik 3 dejlige børn. I 1975 kom Martin og Michael, som er enæggede tvillinger, og i 1984 så Heidi dagens lys.

Alsidig karriere
Efter 31 år som isenkræmmer i samme forretning, lukkede forretningen desværre i 1998.
Jeg var nu blevet 47 år og havde stor lyst til at prøve noget andet.
Det var lidt svært, men jeg var så heldig at få job hos vores lokale købmand.
Jeg hjalp meget i butikken, men kørte også mange ture med varer. Det var super skønt efter 31 år bag en disk, at komme ud på den anden side af murene.
Der var jeg en del år. De sidste år, inden jeg stoppede på arbejdsmarkedet, nåede jeg også  at være aktivitetsmedarbejder på 2 plejehjem, det var rigtig spændende.

Bedstefar
I familien går jeg under navnet Bedstefar. Jeg nyder at være bedstefar til 6 dejlige drenge, fra 10 til 21 år, og en lille prinsesse på 5 år.